Thursday, February 21, 2008

Min skole - University of Hong Kong.

Siden 1911 har det ligget der. Bygget op ad bjergvæggen. På de fleste andre campus' verden over kan man gå rundt fra fakultet til fakultet, der ligger side om side. I Hong Kong ligger de nærmere ovenpå hinanden og flettet ind i hinanden, hvilket gør det noget nær umuligt at navigere rundt blandt tre kantiner, 20 fakulteter, 40 afdelinger og 23000 studerende, der alle ligner hinanden. Det gør de altså. :-) Universitetet har selvfølgelig to bankfilialer - man er vel i en finansiel metropol - et supermarked og en Starbucks. Det er nu rart at en tall Americano koster det samme som en snoldet filterkaffe hjemme hos Ida i kantinen.
Der er også diverse studenterforeninger og klubber, man kan joine. Jeg har meldt mig til fodbold, for jeg synes ikke helt jeg kunne overskue hverken "Business Association", "Magic Club" (Ja ja. Med hvide kaniner op af hatten og alt det der) eller WTA - "Weapons and Tactics Association" (!).


Nå. Her er lidt billeder af det.





Sunday, February 17, 2008

Filippinerne på nytårsferie

Ja. Det blev ikke til en kold omgang nytår i Hong Kong men til en lun og billig tur 2 timer sydpå i stedet.

Intens søgning på nettet resulterede i en returrejse til Manila i Filippinerne for 700 kr. Den måtte jeg hoppe på. Det samme gjorde Tuomas, Aleksi og Cornelius fra Universitetet.

En uge i fattige (og dermed meget billige) Filippinerne. Dase på hvide sandstrande, snorkle over koralrev og møde det lokale natteliv. Og nåh ja.. så var der også det med vulkanen.

Puha.. oven på sådan en uge har jeg næsten brug for en ferie.

Blog U later

Sunday, February 03, 2008

Koldt nytår!

Det er snart nytår her i Kina. Vi går fra Grisens år og ind i Rottens år. Og det er egentlig meget fedt, for mit kinesiske stjernetegn er nemlig Rotte. Derfor vil heldet følge mig det kommende år, og jeg vil gå en lykkelig, rar og lun tid i møde.

Men lun kan man ikke ligefrem kalde Kina for tiden. De 25 grader der mødte mig for tre uger siden er langt, langt væk. Lige nu sidder jeg i tre lag tøj på mit kollegieværelse og luner mig med Nescafé Gold. Air-conditioneren, som også kan bruges som radiator, er i stykker, og jeg kan først få den tjekket mandag. Men jeg skal ikke pylre - for jeg skal nemlig nok bare blive her i (varme) Hong Kong over nytåret.

Alle kineserne derimod - de skal hjem og besøge deres familier. Og det er så her, at det bliver isnende koldt. Der bor mere end en milliard mennesker i Kina. Rigtig mange af dem arbejder i de store byer og ser kun deres familie i den eneste ferie de har - Det kinesiske nytår. I år er det imidlertid den værste vinter i mere end 50 år - og togene er sneet inde i det nordøstlige Kina og kan ikke komme til den sydøstlige del hvor sneen nu også ligger. Folk er desperate. Jeg så et nyhedsindslag på en storskærm i en af de store handelsgader, og jeg troede det var en demonstration, der var løbet ud af kontrol. En venlig lokal kunne fortælle mig, at det var det ikke: "Nej Nej, Det er bare en flok(!), der venter på at komme med toget".

Nogle af de andre exchange students rejser på ferie i Malaysia og Filipinerne i nytårsferien - og nogle stykker af dem skal flyve fra den kinesiske by Guangzhou. Hvis de altså kan komme ud af toget, når de rammer banegården. For i banegårdsbygningerne er der for tiden 140.000 mennesker, der venter på toget. I selve Guangzhou venter 1,4 millioner mennesker. Mange har ventet i flere døgn, og en del overnatter under åben himmel.

Jeg krydser fingre for, at vejret slår om, så alle menneskerne kan få deres børn, kone eller mand at se, som de sidst så sidste år. Og nu er det jo snart mit år - så kan det være mit nytårsønske bliver hørt.

Rotten tjekker ud. Godt nytår!

Thursday, January 31, 2008

”Lars i Hong Kong-planche” – En sammenskrivning af de sidste tre uger. På den dovne måde. Diverse mails, facebook beskeder og msn-samtaler klippet sammen og klistret op på et elektronisk stykke karton

Hej med jer.


Jeg lover, det er sidste gang, jeg gør det. Men jeg har ondt i fingrene af at skrive de samme ting så mange gange.


Efter de første dage var det her mine tanker:

Turen herned var smertefri - maden på Airfrance er jo helt i top. Camembert og rødvin. Jo tak. Og min "Buddy" Ellen stod parat, hvor vi havde aftalt i lufthavnen, så det var egentlig bare med MTR metro ind til Central på HK øen og så taxa til min hall. Der var også to studerende fra et uni i Toulouse med mit fly, så vi tog allesammen ud og spise første aften.

Det er rigtig flot her - og lidt mærkeligt. Det er som om byen ikke helt ved hvad den er - og derfor er der plads til alle mulige typer. Jeg har stadig kun været rundt på Hong Kong øen, men jeg kigger over til Kowloon på fastlandet i den kommende uge. Det er også der skolen starter. De første to uger må man bare møde op til de fag, man tror er interessante, og så skal jeg først endelig vælge fag derefter. Jeg har ikke så mange at vælge imellem, men det er rart at vide jeg kan nå at skifte, hvis det enten er for svært, ikke interessant eller læreren er et røvhul.

Min roomie har ikke været her endnu men han er lokal kineser.. hedder noget i retning af Anderson Yin og jeg glæder mig til at møde ham. Han skrev en seddel til mig den anden dag og virker flink. Jeg tror ikke han er så gammel, for han har bamser i sengen. Men vist super ihærdig og ambitiøs, for han er udpeget som et eller andet vildt, som gør at han bor på gulvet i et lokale på UNI et par uger for at gøre alt klart til det nye skoleår.
Jeg har snakket med nogle af de andre drenge på gangen, og de er vildt flinke. Nogle mere flinke end andre. Det er rimelig nemt at mærke hvem der reelt er interesserede i "ham den nye" og hvem der bare lige vil se giraffen og notere i deres bog at de har snakket med endnu en fra Hall´en.
Jeg har vist en aftale om en badmintonkamp på mandag med min nabo. :-)

Men jeg tror det er en ok gang jeg er landet på. Der hænger i hvert fald et takkebrev på køleskabet fra en pige-etage som drengene inviterede ned til karaokee-aften for en måned siden. Men mange af drengene er super generte og en fortalte mig lige at det er ærgerligt at pigerne er så meget ældre med dem - dvs. min alder.

Og hvor er jeg i oevrigt skuffet over at faa et vaerelse paa 2. sal ud af 20 mulige.. nu hvor det er hong kong. Men jeg skal nok lige sende et billede med udsigten fra mit værelse.

Der er kun lokale på min gang - og ikke rigtig nogen udenlandske i min bygning. De fleste af dem bor i nabobygningerne, men jeg snakker med en hel del allerede. Og så er der fandeme ikke færre end tre andre danskere! De blev allesammen ligeså overraskede som mig over ikke at være den eneste. Maria læser økonomi og Thea og Helle Jura.

Jeg er ikke helt faldet ind i døgnrytmen. Og det har jeg egentlig givet lidt op overfor, så jeg prøver bare at tage mig nogle timer på øjet, når jeg er træt, for ellers ender jeg med at gå og ligne en zoomie hele dagen. Nu er klokken eks. 00.43 og jeg er frisk som en havørn.

Men jeg vil alligevel prøve at lægge mig og slappe af - og jeg er helt ør i hovedet og stiv i nakken af at gå og kigge på de skyskrabere :-D

Hav det godt derhjemme.. Vi snakkes ved.

Lars



Et par dage senere

Men jeg bor lige ved fitnesscentret med swimmingpool.. yeah
Skolen er begyndt..og jeg var til timer i går. Det var fedt - det fag tager jeg.. De timer jeg var til i dag var sindsygt forvirrende og helt klart for folk der har studeret kinesisk politik før. Jeg tager jo 2. sem.. og det fag bygger videre på et fag fra 1. sem. så det er udelukkende statskundskabsstuderende kinesere eller folk med indgående viden om kinapolitik der tager det.. professoren sendte et spørgeskema rundt og der var seks linjer til at svare på det første spørgsmål: Which are the main sources of Chinas contemporary foreign policy?
ja makker.. det er ligesom det jeg regnede med at lære her, ikke.. :-D

jeg var blank.. kunne kun svare på spørgsmålet om der var nogle problemer i at kina får stadig større indflydelse i verden.. og her skrev jeg om menneskerettigheder.. som den eneste.. alle andre om pengestrømme og noget ideologi-pis!

Så det tror jeg ikke jeg tager. Jeg tager til 8 fag denne uge, men skal kun have fire fag i alt.. Så jeg skal se hvilke jeg bedst kan lide.

Og så er der er jo ikke lukkelov hernede, så der er nærmest åbent hele tiden.. Skønt!


Og lidt senere igen


På den en side er uniet mega alvorligt.. men på den anden side vildt fjollet og barnligt - der er f.eks en weapons and tactics unit og en magic club! Man kan altså melde sig til at skyde med skarpt og lære angrebsteknikker med automatvåben.. eller blive en dygtig tryllekunstner med kaniner og hatte og det hele :-D

Hænger en del ud med nogle af de andre exechangestuents - og danskerne (tre)=er cool. Og så har jeg især hængt en del ud med franskmænd og en peruvianer.. og i går mødte jeg en Finne, som virker super cool. Så vi drak de øl, jeg ellers havde købt til at mig og min roomie skulle bonde over.. men han kan ikke lide øl. Han sidder lige bag mig nu. 19 år gammel. Tynd kineser med briller. Super ihærdig. Ikke så snakkesaglig.


Så videre til en ny opdatering i sagaen om mine fag. :-D

Jeg endte selvfølgelig med nogle HELT andre fag end dem jeg søgte og fik hjemmefra.

Jeg tager ”Hong Kong politics” (det virker cool nok - men hårdt) - men har så valgt et journalistisk fag der ser rimelig simpelt ud – ”Documentary film appreciation” - 100% coursework og kun tre timer om ugen. Nice. Og så får jeg set så psykomange dokumantarer, at jeg er klar til at vi skal rocke hovedopgaven.
Så New Media Workshop, som er postgrad og på ok journalistisk niveau, men altså teknik for dummies.

Jeg mødte så op til, hvad jeg troede var ”Hong Kong Popular culture”, men der stod en splejset fyr og pegede på noget på tavlen, der ikke lignede kunst eller pladecover - men ved første øjekast et kulstof-molekyle! pis også.. jeg spurgte en elev derinde om det her er HK pop culture, selvom jeg godt kendte svaret.. ud igen og surfe ind på fagene igen. Udbydes kun i efteråret!! Argh!! Total panik for betød det så, at jeg var nødt til at tage det der lorte svære kinafag?

Fandt heldigvis et andet: ”Understanding Media Studies” som lyder ok... hmm.. skrev en suck up mail til professoren - han sagde der var plads. men husk at komme på mandag.. Pyh ha..

I byen onsdag aften med lidt ro i sjælen - ingen fag torsdag, så jeg var I byen til 5 og sov til 15. Torsdag kom også min ven Jesper forbi. Han havde nogle møder i sydkina og skulle flyve hjem fra Hong Kong. Vi tog ud og spise. Det skulle bare være stille og roligt.. Men vi ender selvfølgelig i byen til han skal med sit fly næste morgen kl 7.30 !!

Nå.. i sengen igen og sover til 16 skal hente mit skræddersyede jakkesæt, som jeg fik taget mål til aftenen før. Der er formal dress party om aftenen med de andre exchanges. Igen i byen til 5.

haha.. nu begynder det at ligne en dagbog.

Randi fra mit semester hjemme på Journalisthøjskolen kom lørdag – hun har lige tre dage på vej til New Zealand, hvor hun skal på udveksling. Søndag gav vi den så gas som turister - og så kom jeg i tanke om, at jeg egentlig havde en aflevering på 500 ord med litteraturhenvisninger til mit aftenfag om mandagen. Pis.. Sad oppe til 04 og lavede det..

Og i dag havde jeg så det der nye fag Understanding Media studies kl 10!!

og.. Det var vildt fedt! Og samme underviser som underviser popular culture om efteråret. fik både set klip fra nazipropagandaerne over hong kongsk kung fu-film og tegneserieporno. Og han joker!

Så havde jeg lige 4 timer i mellem mine fag. Så jeg tog da bare med tre andre på stranden. 15 min i bus :-)

En uge senere.

Jeg må indrømme at jeg ofte forfalder til at hænge ud med de andre exchange students. Men det er sgu ikke fordi jeg ikke prøver at socialisere med de lokale. Men de fleste gange jeg faldet i snak med en lokal - typisk pige - i byen, har hun enten været enten super genert eller Filipiner. Og det at være en Filipiner på en bar har jeg lært betyder, at de er ludere. Så står man der midt i at bestille gin tonics og så hvisker hun lige prislisten til en.

Hong Kong er nu skøn. Men lidt koldt for tiden. Det var 25 grader da jeg kom - nu er det kun 12. Jeg var i dag til 2. forelæsning i faget "Understanding Media Studies" - det er faktisk meget cool... Jeg har fået helt andre fag, end jeg håbede at få. Men er endt ud med kun ét læsetungt, tror jeg. :-P

Nu er det jo også snart nytår igen. Det betyder sgu jeg har en uge fri. Jep. Og så har vi også en uges ferie i marts. Og en i påsken :-D

Har lige luret rundt på uniets mange undergrupper og fundet en studietur til Singapore i martsferien.. 4 dage i Singapore inkl. alt for 500 kr. Man skal godt nok besøge nogle regeringsfolk og høre dem propagadere for deres miljøpolitik og greenpeace der gør det modsatte.. Men jeg rykker afsted med min nye kammerat, Tuomas fra Finland. Han kan både drikke bajere og vodka.

I morgen skal vi interviewes, for at se om vi er egnede til at komme med på turen.

Det var sammenskrivning for denne gang. Fremover står de nyeste blog-indlæg øverst på siden.
Hej alle. Lidt forsinket begynder min blog her godt tre uger efter jeg ankom til Hong Kong. Mange ting er sket i de seneste uger. Mange har fået lidt info direkte over datanettet. Mange har ikke fået noget. Og de fleste får generelt bare for lidt.

DERFOR prøver jeg lige at summe de første uger op i et ordentligt motherfucker-indlæg som følger herefter. Det er lavet på dovnermåden, for klokken er 02.34.

1. Kig i e-mail udbakken.
2. Find mails med retning mod Danmark.
3. Klip dem ud og klistr dem op på et elektronisk stykke karton.
4. Tryk på knappen. Så er der "Lars i Hong Kong-planche" til folket.